< Tilbage til artikler

5 gode grunde til at droppe snooze-knappen

Er du den der “bare-lige-fem-minutter-mere”-type? Så er du som to tredjedele af danskerne, der snoozer om morgenen. Men selvom du er helt normal, bør du overveje at droppe snooze-knappen, for den er dårlig for dig og dit helbred - særligt hvis du gør det mange gange i løbet af ugen.

Når der konstant bliver slukket for alarmen om morgenen, bliver du hevet ud og ind af den sidste del af din søvn, og det forstyrrer dig faktisk langt mere, end det gavner.

Er du ikke helt overbevist endnu, har vi herunder oplistet fem gode grunde til, at du bør glemme alt om at snooze fremover:

Du bliver mindre frisk

Når du snoozer, får du søvn i så ringe kvalitet, at det ikke har nogen opfriskende effekt på dig. Du bliver faktisk mindre frisk, end hvis du bare stod op første gang, din alarm ringede.

Du bliver morgensur

Når du vågner om morgenen, er du i et såkaldt søvn-inerti-stadie, der gør dig groggy. Dette stadie bliver forlænget, når du snoozer, og derfor har du større risiko for at blive morgensur og irriteret.

Du får et dårligere forhold

Deler du soveværelse med en partner, forstyrrer dit morgen-snoozeri ikke bare din egen søvn, men det går også udover din partners søvnkvalitet. Og ringe søvn over en længere periode kan i sidste ende gå ud over jeres parforhold.

Du forringer din hukommelse

Når du sover dårligt, kan det på kort sigt svække dine kognitive evner. Det betyder blandt andet, at dit snoozeri kan medføre, at du får sværere ved at huske end i perioder, hvor du sover uden forstyrrelser. 

Du kan udvikle livsstilssygdomme

Snooze-knappen er ikke kun dårlig for dig på kort sigt. På lang sigt kan du i allerværste fald udvikle livsstilssygdomme som eksempelvis hjertekarsygdomme, forhøjet blodtryk og diabetes 2.

Ønsker du at droppe snoozeriet, er der heldigvis råd at hente. Du kan blandt andet forsøge dig med disse tre tiltag, enten hver for sig eller i en kombination:

  • Hav noget hyggeligt at stå op til, eksempelvis 5-10 minutters morgenlæsning.  
  • Stil vækkeuret langt væk fra sengen, så du skal rejse dig for at slukke din alarm.
  • Vælg en irriterende alarmtone, som du ikke orker at høre på mere end én gang.

Kilder:
Samvirke: Guide: Sådan stopper du din usunde snooze-vane (1. august 2014) 
TV2.dk: Derfor må du IKKE bruge snooze-knappen (17. januar 2010)
Dagens.dk: Derfor skal du ikke trykke på snooze: Fem gode grunde til at lade være (22. januar 2019)
Politiken: Overlæge: Snooze-knappen ødelægger din søvn (14. maj 2012)

  • Selvom 5 minutter ekstra i sengen kan være fristende om morgenen, forstyrrer snooze-søvn dig mere end den gavner. Faktisk vågner du op mindre frisk end hvis du bare stod op første gang, da den sidste del af søvnen gentagne gange bliver forstyrret.

  • Du kan placere et vækkeur et stykke væk fra sengen. På den måde er du tvunget til at stå ud af sengen for at slukke den om morgen. Du kan også vælge en meget høj og irriterende ringetone, som du kun orker at høre én gang. Du kan også bede din sovepartner om at hjælpe dig med at komme ud af sengen.