Det nye krisecenter ligger i et nedlagt landbrug

Bedre Nætter støtter: Det nye krisecenter ligger i et nedlagt landbrug ved Haslev og bliver indrettet med dyner, puder og sengetøj fra Bedre Nætter.

Bedre Nætter støtter: Voldsramte kvinder på Haslev Krisecenter

For Bedre Nætter er socialt ansvar en nøgleværdi. Derfor var vi heller ikke et øjeblik i tvivl om, at vi selvfølgelig skulle hjælpe, da den socialøkonomiske virksomhed DropUd kontaktede os for at få støtte til et nyt krisecenter.

Krisecentret er til voldsramte kvinder, der samtidig kæmper med misbrug eller svære psykiske problemer. Det er en gruppe, der normalt har svært ved at få plads på de traditionelle krisecentre.

“Det er forfærdeligt at skulle afvise kvinder, fordi de har psykiske problemer eller misbrug, så de må bo på gaden, hvis de ikke har et godt netværk. Derfor kommer krisecenteret her til at betyde, at de ikke skal bo gaden,” siger Karen Due, udviklingsmedarbejder ved DropUd.

Bedre Nætter har doneret alle dyner, puder og sengetøj til det nye krisecenter, så kvinderne igen kan få en tryg base.

“Kvinderne, der skal bruge krisecenteret, er mere udsatte end normalt, og derfor er det vigtigt, at de får dejlige værelser med ro og simple ting som rene lagner. Så kan de koncentrere sig fuldstændig om at få det bedre,” siger Karen Due.

Støtten udefra er afgørende

Det nye krisecenter kommer til at have plads til ti kvinder ad gangen og skal altså kunne hjælpe dem, der normalt bliver afvist på andre krisecentre.

Det er dyrt at åbne og drive krisecentre, og derfor er støtte udefra også vigtigt for DropUd, som skal stå for den daglige drift.

“Hvis vi slet ikke fik nogen donationer, ville det være rigtig svært at starte et center som det her, for det er rigtig dyrt at starte op. Så helt grundlæggende er det med til at gøre det muligt at åbne det - og så betyder det, at vi kan bruge pengene på kvinderne i stedet for”, siger Karen Due, udviklingsmedarbejder i DropUd.

De første kvinder flytter ind på krisecentret i slutningen af 2018.